Virksomhedsejerens bedste julegave til sig selv: et advisory board

Hvordan skalerer jeg min virksomhed? Hvordan arbejder vi mere struktureret med salgsledelse? Og hvordan kommer vi videre med internationaliseringen?

Store spørgsmål er der nok af for virksomhedsejere. De dukker op ved skrivebordet, men også når man vender og drejer sig i sengen, står under bruseren og sidder i bilen. Og svarene udebliver ofte, fordi den daglige virksomhedsdrift sluger tiden.

Væsentlige strategiske spørgsmål hører oftest hjemme i bestyrelseslokalet. Men har virksomheden ikke en bestyrelse – typisk fordi loven ikke kræver det – kan et advisory board være et kærkomment alternativ. Bestyrelser har en tilsyns- og handlepligt, og derfor skal bestyrelser pr. definition også bruge tid på at udøve kontrol. Advisory boards er, som navnet angiver, alene rådgivende og har derfor ingen formel magt.

Modstå fristelsen til at sammensætte et ”buddy board”

For nylig var jeg i dialog med en virksomhed om at træde ind i det nyoprettede advisory board. Deres begrundelse for at vælge et rådgivningspanel frem for en bestyrelse var, at de havde de styr på driften, men brug for en organisatorisk ramme til at give sparring om firmaets videre udvikling.  Derfor var et advisory board den rette løsning for dem.

Et velfungerende advisory board mødes 4-5 gange årligt. Sammensætningen er alfa og omega. Den største fejl er at hyre såkaldte ”buddy boards”, hvor medlemmerne vælges inden for snævre omgangscirkler. Det er væsentligt, at medlemmer har branche- og sektorindsigt, men også at være bevidst om egne svagheder og manglende kompetencer, så boardet kan sammensættes af eksperter, der kan løfte virksomheden inden for salg, kommunikation eller noget tredje, hvor det knager i firmaets kompetenceprofil. Og sørg så endelig for at vælge nogen, som er så klare i spyttet, at de uden omsvøb kan udøve konstruktiv kritik.

Antallet af deltagere er ikke afgørende, men erfaringsmæssigt fungerer det godt med 4-5 personer. Det væsentlige for virksomhedsledelsen er at forberede møderne godt, gerne gøre dem tematiske, og ikke mindst at være åben og ærligt lægge udfordringerne på bordet. Rådgivningspaneler fyrer og hyrer ikke direktionen, så derfor er det ganske gratis at udstille firmaets – og ledelsens – svagheder og udfordringer.

Medlemmer af advisory boards kan hurtigt skiftes ud, og det er fornuftigt at evaluere sammensætningen på årlig basis. Uden aflønning er det svært at få de fremmeste eksperter på banen, men udgiften er generelt markant lavere end til en bestyrelse, hvor det formelle ansvar naturligvis også er større. Med de helt rette kompetencer og navne er der også god mulighed for at bruge rådgivningspanelet til ekstern profilering.

Og for alle dem, der i dag har en god og velfungerende bestyrelse, kan et advisory board være et godt supplement. Selv en rutineret bestyrelse kan have svært ved at dække alle aspekter, og et klassisk eksempel finder vi på digitaliseringsområdet, hvor det kan være nødvendigt at supplere de grå hår i bestyrelseslokalet med et advisory board, der alene arbejder med at rådgive om datadreven forretningsudvikling.

Så kære virksomhedsleder: Frem med ønskesedlen – og giv dig selv og din virksomhed en gave, der peger fremad.

3 responses to “Virksomhedsejerens bedste julegave til sig selv: et advisory board

  1. Det virker nærmest, som om når først man krydser en vis tærskel, kan det ikke længere gå galt for de rige, og at rigdom bare af sig selv avler mere rigdom. Dvs der ikke længere er personlig merit involverede, som man måske ellers i starten kunne mene gjorde en fortjent til sin opsvulmede bankkonto.

    Det vigtige at få analyseret ift, at det tilsyneladende nu accelererer ude af kontrol med at kløften mellem rige og fattige bliver stedse dybere, må være om de riges formuer virkeligt er en afspejling af deres særlige indsats og værdierne de skaber for alle os andre, eller om det i virkeligheden afspejler de – for dem – fordelagtige lempelser af globale finansregulativer, handelsvilkår og skatteforhold, som blot gør det muligt for eliten at tage en stædig større bid af den fælles kage vi alle sammen er med til at producere.

    Det frie markedet er en myte og eftersom teknologiens fremmarch gør, at hele samfundet bliver mere og mere materielt afhængig af et stadig større og mere komplekst apparat, som nødvendigvis styres mere og mere centralt af en mindre og mindre elite, der har adgang til den viden og ressourcer, der er nødvendig for at styre noget så stor og komplekst, øges risikoen for misbrug og ansvarsforflygtigelse, især hvis for meget af dette ansvar placeres i private hænder. For der sker ikke, som ideologien lovede tilbage i firsene da kapitalen begyndte sit offensiv, at rigdom har det med at sive ned gennem de sociale lager og gavne hele samfundet, i takt med at finansmarkedet fries op. De fattige nu er fattigere end de var i halvfjerdserne, og det solidariske sociale sikkerhedsnet, der tidligere sørgede for at ret få faldt igennem er nu bevidst blevet gjort signifikant mindre sikker i en mere eller mindre fladpandet tyrkertro på, at bare man sparker til en der ligger ned, så vil han rejse sig og kæmper mere effektivt for et bedre liv. At de fattige ikke gør sådan fordi de ikke formår at gøre det, fordi strømmen de skal kæmpe imod er for stærk, må efterhånden være klar for alle undtaget de allermeste ideologiske blinde. Man kan se på Grækenland, som et meget tydeligt eksempel. Her kan al den kampgejst i verden ikke overvinde den finansielle spændetrøje den græske befolkning er blevet underlagt.

    Det er almindeligt blandt kommentatorer, analytikere mm at fremhæve de enkelte velhavendes bedrifter i isolation, uden at placere deres virke i sin rette socioøkonomisk og historiske kontekst. En mand som Bill Gates f. eks. hædres, som solstrålende eksempel på hvad almindelige dødelige kan opnå ved en kombination af et genistreg, troen på sig selv, villighed til hårdt arbejde, og en ‘flair’ for forretning. Men Gates har selvfølgelig ikke personligt skabt al den rigdom han nu ejer. Udover hans eget bidrag, kommer den af en kombination af den historiske privilegium, det er at kunne surfe på bølgen af en allerede to hundrede år gammel industrielle / teknologiske udvikling, der allerede har kostet det blod, sved og tårer af utallige millioner arbejdende og ofte underbetalte mennesker, samt muligheden for at etablere en niche for sit firma i et globale marked, hvis muligheder vedligeholdes hver eneste dage af utallige millioner af arbejdende folks flid verden rundt, men hvis definition og regler bestemmes politisk af en elite, som i højere og højere grad alene bliver påvirket af lobbyisterne fra den allerede etablerede rig mindretal. Muligheden for at etablere sig er meget almindeligvis et privilegium der følger af at man får sin ‘break’, hvor man tages under vingen af de allerede etablerede rige – i Gates tilfælde IBM. Ingen tvivl om at Gates har lavet sit bidrag til den teknologiske udvikling, men kunne man måle sådanne ting ville den reelle værdi af hans personlige bidrage, taget i isolation, ikke rækker op i nærheden af den personlige formue han nu råder over. Det havde ikke været muligt af skabe et sådan formue i isolation fra alle de omgivende muligheder han kunne trække på, og findes der f. eks. en potentiel Gates i dag blandt de fattige i Grækenland ville vedkommende sandsynligvis blive nødt til at søge væk fra Grækenland og hen imod en moderne europæiske metropol for at kunne have en chance for at komme i gang. At dette kunne være en mulighed – takket være EU medlemskab – for en lille håndfuld græske entreprenører, er ikke en stor trøst for de millioner af fattige grækere for hvem løbet er kørt, og som stavnsbindes tilbage i hjemmelandet i fattigdom resten af deres liv. Det ‘frie marked’ hoster ikke nogle muligheder op for dem.

    Gates er tilsyneladende en hædersmand, som udmærket forstår at hans held ikke kom alene i kraft af egne personlig merit, og som derfor har bevilget sit formue til en fond til aflastning af fattigdom verden over. Man kan kun bifalde et sådant initiativ, men samtidig kan man ikke undlade at spørge om ikke dette også bevidner, at den måde samfundet har valgt at indrette anskaffelsen og distribution af de daglige fornødenheder alle mennesker skal bruge for at kunne leve, ikke kunne blive gjort bedre, således at der ikke opstår en situation, hvor fattige bliver så komplet afhængig af de riges luner.

    Dette spørgsmål bliver vi snart nødt til at tage stilling til, idet teknologien snart vil gøre de fleste menneskes arbejdskraft overflødigt. I en verden styret af fri konkurrence ville ingen virksomhed, som ansætter mennesker, for hvem løn skal udbetales og overenskomster overholdes, kunne overleve når den skulle konkurrere med virksomheder, der har adgang til robotter, der kan lave det samme og bedre til ingen løn, og som kan bruges til det robotter skal bruges til – at være mekaniske slaver. I denne situation ville alle de floskler man kan høre hos eksempelvis Liberal Alliance om hvordan de ledige trænger blot til et spark i røven, bliver afsløret, som den tåbelige afstumpede hjerneløs tænkning, det i virkeligheden er.

  2. Vi bliver simpelthen nødt til at finde nye veje frem, som ville gøre det helt legitimt at nyde et materielt adækvate liv uden noget som helst tilknytning til det traditionelle arbejdsmarked, fordi dette arbejdsmarked vil efterhånden fordufte. De rige vil blive nødt til at opgive deres privilegier eller være forberedt på at bruge deres robotter til at forsvare dem med vold mod det overvældende flertal af mennesker gjort fattige af et brutalt uretfærdigt system, der i sin grundtanke opponerer mod menneskelig sociale omdistribuering af den socialt opdyrkede rigdom.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *