Hvad skal en ph.d., hvis hun ikke skal forske?

De er vanvittigt dygtige.

Ikke nok med, at de har gennemført en lang, videregående uddannelse – de er cremen af den creme, som universiteterne har så meget fidus til, at de tilbyder dem tre år yderligere, så de kan lære at forske.

Efter 20 år (mindst!) på skolebænken er ph.d.erne færdigklækkede som forskere og klar til at indtage det akademiske parnas.

Desværre er det langt fra alle de 2.000 ph.d.er, der blev færdige sidste år, som får lov til at forske. På ti år er antallet af studerende, der hvert år får tildelt ph.d.-graden, fordoblet, og universiteterne (og Novo Nordisk) kan langt fra ansætte dem alle.

Fordobling på ti år er ubetinget godt
At vi på ti år er lykkedes med at tune de videregående uddannelser, så de udklækker dobbelt så mange ph.d.er, er ubetinget godt for et land som Danmark, hvor vi ikke skal gøre os håb om at konkurrere på timelønninger. Vi har brug for at udnytte al den hjernekapacitet, vi kan opstøve.

Og som sagt er det nogle meget dygtige folk – eller: De er i hvert fald gode forskere. Men om de har de rette kompetencer til at begå sig uden for elfenbenstårnet, er en anden snak.

Jeg taler ikke om faglige evner, men om mere praksisnære færdigheder som at kunne tale med kunder, og  at omsætte sin viden til produkter eller løsninger.

Læg små kurser ind i ph.d.-uddannelserne, hvor virksomheder underviser i alt det, der gør overgangen til et job i den private sektor lettere.

Risikerer at tabe superhjerner på gulvet

Som samfund risikerer vi at gå glip af et kæmpe potentiale, hvis disse højtuddannede hoveder ikke får lejlighed til at brillere på andre dele af arbejdsmarkedet end lige netop i forskerverdenen.

Derfor ligger der en stor gevinst i at lette overgangen fra forskerstudiet til det private erhvervsliv. Akademiet for de Tekniske Videnskaber holdt i august dialogmøde om ”ph.d.-kompetencer til fremtidens vidensbaserede produktion”, men også rådgiverne og adskillige andre brancher kan veksle ph.d.ernes store viden til kolde kontanter i kassen.

Så her er et gratis tip til uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (der i parentes bemærket selv er ph.d.-uddannet):

Integrér private virksomheder i ph.d.-uddannelser
Læg små kurser eller moduler ind i ph.d.-uddannelserne, hvor virksomheder underviser i alt det, der gør overgangen til et job i den private sektor lettere.

Hvor eksemplets magt fortæller, hvad en ph.d. også kan bruges til. Og hvor Helge Sanders gamle mantra ”fra forskning til faktura” gøres helt konkret.

”Det får du aldrig virksomhederne med på,” hører jeg straks pessimisterne sige. Jeg kan kun tale for mig selv, men i NIRAS har vi udelukkende gode erfaringer med at blande os i uddannelser og undervisning – og vi gør det gerne i endnu højere grad.

Sæt i gang.

6 responses to “Hvad skal en ph.d., hvis hun ikke skal forske?

  1. Altid positivt når nogle prøver at få forskellige sider af tilværelsen til at kommunikere med hinanden ( og ser fordelen i det). Ordet “samfund” refererer til en bestemt gruppe af mennesker, med en daglig mangfoldighed af gøremål, både såkaldt offentlige og private. Problemer opstår når primitive ideologier i deres fjendebilleder mener at det offentlige kun skal ses som en unødvendig udgift. Der er forskel på at iagttage verden og derefter indrette sin tænkning, modsat at man først etablerer en trosform og derefter fortæller verden hvordan den er. Leonardo da Vinci var en nysgerrig person og åbnede op. Alle videns områder kan åbnes op. Det at man ikke kan se dem betyder ikke at de ikke er der. Det er ikke hverken religiøse eller politiske sekter der vil opdage nogle af verdens undere. De sparer dem væk, brænder bøgerne ( som den Kristne kirke nogen gange gjorde det), eller fører regulær fysisk krig.

  2. Løsningen er jo opfundet og har været brugt med succes. I 1980’erne udklækkede f. eks. NKT sammen med DTU mange “Erhvervs-PhD’er”, hvor virksomheden og universitetet delte lønudgiften og “undervisningen”, og PhD-projektet endte senere som et salgbart produkt. I modnere alder (35+) fik de ansvaret for at føre produktet videre som afdelingsledere, divisionsdirektører hos os eller administrerende direktører i andre virksomheder, simpelthen fordi den ovenfor nævnte intelligens absolut var bred nok til at rumme økonomi, kunder, personaleledelse, politik osv. Ingen nævnt, ingen glemt, men mange af navnene lyser op i landskabet – eller gjorde det, indtil de blev pensioneret.

  3. Dette er et meget godt indlæg. Det er af stor betydning, at få flere PhD’ere ud på offentlige og private arbejdspladser. I en verden, som bevæger sig mod en global vidensøkonomi, er PhD-kompetencer værdifulde både i den offentlige og private sektor samt civilsamfund. Alle sektorer skal gøre mere for at fremme karriereforløb på tværs af sektorer. Selv havde jeg min første postdoc på Harvard Kennedy School of Government og var der særligt inspireret af mennesker, som bevægede sig på tværs af sektorer. Det arbejder jeg selv for som professor i Tromsø, Norge, og seniorforsker ved Aalborg Universitet. MEN, danske offentlige og private arbejdsgivere må også vågne helt anderledes op. Jeg har selv som dansk PhD fra Cambridge og postdoc fra Harvard siddet til jobsamtaler over for efter sigende nogle af Danmarks mest sofistikerede offentlige og private arbejdsgivere, som INTET begreb havde om, hvad en PhD eller postdoc – eller Cambridge eller Harvard – rummede af potentiale – og jeg gjorde mit bedste for at forklare det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *