Her er match-minister Tørnæs’ 2 største udfordringer

Af Allan J. Christensen 2

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs vil gerne kaldes match-ministeren. Og nej, der er ikke tale om at hun skal bestyre et datingsite – ikke i traditionel forstand i hvert fald, men derimod at ”det, der står øverst på min liste, er at skabe et bedre match mellem uddannelserne og samfundets behov for arbejdskraft”, som hun siger i et interview.i Politiken.

Hørt! Jeg kan ikke være mere enig, for virksomhederne har i den grad brug for veluddannede unge med de rette kvalifikationer.

Ulla Tørnæs’ match-mission går ud på at gøre uddannelse til et centralt element i konkurrencestaten, dvs. en stat, hvor det offentliges fokus skal være at optimere de danske virksomheders konkurrenceevne. Og hvor uddannelse ifølge ministeren er et væsentligt våben i et internationalt kapløb.

Er der løst krudt i konkurrencestats-kanonen?
Tag en videnvirksomhed som min egen: Det er helt afgørende for NIRAS’ konkurrenceevne, at universiteterne producerer kandidater på højt niveau, og at vi har et stærkt samarbejde med universitets- og forskningsverdenen, hvor vi kan udveksle viden og gøre ideer salgbare.

Men hvor er vi i Danmark henne med samarbejdet anno 2016? Er det realistisk for ministeren at blive en god matchmaker, eller er vi i erhvervslivet og uddannelsessektoren for langt fra hinanden? Med andre ord: Har Danmark et stærkt våben eller er der bare løst krudt i konkurrencestats-kanonen?

Ministeren har en stor opgave forude, hvis universiteterne skal omvendes til konkurrencestaten. Der er særligt to områder, hvor udgangspunktet er udfordrende:

Udfordring #1: Unges valg af uddannelse er irrationelt
Vi mennesker er ikke altid økonomisk rationelle individer, og da slet ikke når det handler om uddannelsesvalg. De unge går ikke altid efter konkurrenceevne og betalingsbalance, men snarere selvrealisering og idealisme, , når de vælger uddannelse.. Og når de studerende kan vælge frit på næsten alle hylder, bliver det det danske uddannelseskrudt lidt vådt  allerede fra udgangspunktet. Jeg tror grundlæggende ikke på, at det frie valg skal stækkes, for læring handler basalt set om lysten til at lære. Men særligt med stor mangel på naturvidenskabelige studerende er vi ved studiestart allerede bagud på points i konkurrencen.

Udfordring #2: Stive uddannelser skal omstille sig hurtigere
Forandring, forandring, forandring. Ting går hurtigt i samfundet. Forretningsmodeller går til grunde, nye opstår, alle virksomheder frygter at blive ”disrupted”. Kan universiteterne aflæse de hurtigt skiftende kompetencebehov og uddanne morgendagens frem for gårsdagens videnarbejdere? Omstillingsparthed og fleksibilitet er grundlæggende nødvendige krav til universiteterne i konkurrencestaten, og her har universiteterne et stort forbedringspotentiale. At kunne lytte, fornemme pulsen, tage dialog med erhvervslivet, forstå behov og tilpasse instinktivt er dyder, som universiteterne skal styrke. Og også stoppe i tide, når universiteterne laver vildskud og etablerer uddannelser, der godt nok rammer de studerendes interesse og dermed sikrer statslig finansiering, men som udklækker kandidater, der ikke rammer arbejdsmarkedets behov.

Der er ingen, der siger, at det skal være let at være minister. Men det er befriende, at ambitionsniveauet sættes højt, og jeg tror, at Ulla Tørnæs kan blive kendt som match-ministeren, hvis hun lægger vægt på øget praksisnærhed, forstået som et langt mere udbygget samarbejde mellem uddannelserne og det arbejdsmarked, som de skal styrke. Mere praktik, øget brug af gæsteundervisere fra erhvervslivet, øget brug af eksterne vejledere, kursussamarbejde, løbende dialog mellem universiteter og erhvervsliv skal i centrum, hvis universiteterne skal være en krumtap i den danske konkurrencestat.

Øget samarbejde giver øget employability
Et øget samarbejde med arbejdsmarkedet vil også afbøde på de to nævnte grundudfordringer: en styrket dialog med praksis vil tidligt gøre den studerende mere bevidst om tiden efter studiet, hendes såkaldte ”employability” og dermed skabe øget bevidsthed om det grundlæggende uddannelsesvalg. Og samtidig vil et øget samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv uvilkårligt betyde, at vi bedre kommer til at forstå hinandens behov og forudsætninger.

Praksisnærhed er medicinen, og ministeren bør kort sagt give universiteterne lektier for og bede dem beskrive, hvordan de kan styrke samarbejdet med de studerendes fremtidige arbejdspladser – vi stiller gerne op, tager dialogen og inspirerer!