Følelser på jobbet: Selvfølgelig er lykke, glæde, smil, tårer, angst og skuffelse en del af arbejdslivet

Af Allan J. Christensen 2

Kender du det der med, at du hører noget, der er så meget mod strømmen, at du bliver helt paf?

Charlotte Mandrup gav mig den fornemmelse, da jeg læste Politikens interview med hende i anledning af hendes nye bog: ”Vær professionel på jobbet – lad følelserne blive hjemme.”

Bogen fokuserer særligt på videnarbejdere som mig, og Mandrups budskab er, at vi alene skal gå på arbejde og løse den opgave, vi bliver stillet og så ikke mere. Der er kommet for mange følelser ind på arbejdspladserne: Vi er blevet for familieagtige, ledelsesstilen er blevet så empatisk og anerkendende, at vi i dag har en matriarkalsk ledelsesstil, hvor medarbejderne behandles som børn. Vi har i dag en omgangstone, der hører hjemme i et kærlighedsforhold med ”kære” og smileys i mails. De mange følelser på arbejdet gør, at vi bliver syge og stressede.

Halvåben måben: Jo, hun mener det faktisk!
Hvis du nu tænker, at det kan hun da ikke mene, så: Jo, det mener hun. Og hvis du tror, at det er mig eller artiklen, der forvrænger hende, så læs bogen. Efter den sidder jeg fortsat med en følelse af halvåben måben. Jeg har overvejet, om hun har ret. Presser vi kollegaer ud i stress, fordi der er for mange følelser i klemme på arbejdet? Skal vi tale anderledes til hinanden og gå over til en mere distanceret ledelsesstil?

Kære Charlotte Mandrup. Tak for provokationen, men arbejde uden følelser og engagement er omsonst

Svaret er: Nej, hun har ikke ret. På de danske videnarbejdspladser skal vi ikke til at genindføre industrisamfundets logik med skarp adskillelse mellem privat- og arbejdsliv, hvor følelserne alene er forbeholdt privatsfæren.

Selvfølgelig skal følelserne med på job
Arbejde er en stor del af den danske videnarbejders identitet. Vi vælger arbejdsplads for at blive en del af en samhørighed, et fællesskab, hvor værdierne passer med vore egne, hvor arbejdslivet giver mening, og hvor vi føler, at vi gør en forskel.

Der er store følelser på spil i den arbejdsidentitet, og selvfølgelig skal der være det: Det er på arbejdet, at vi bruger det meste af vores vågne tid, og den tid skal være meningsfuld. Arbejdet er et praksisfællesskab, hvor vi er sammen med trosfæller, der arbejder mod de samme overordnede mål om at skabe fremtidens bæredygtige løsninger, redde miljøet eller opfinde den nye medicin. Vi vælger den specifikke arbejdsplads, fordi det giver mening, fordi vi kan se os igen i fællesskabets mål. Vi har sjælen med, og når vi har det, er følelserne også med: Lykke, glæde, smil, tårer, angst, skuffelse er en del af arbejdslivet.

Følelser giver glød – og innovation
I NIRAS har vi løbende op mod 5.000 kundeprojekter kørende, hvor kunden køber os for at være med til at finde skræddersyede løsninger. Hvis vi lod følelserne blive hjemme, ville vi ikke længere have de projekter. Vore kunder efterspørger ikke alene den høje faglighed, men også engagement, glød, innovation sammen med den empatiske og åbne kundekontakt. Og mine kollegaer lever og ånder for at levere netop det, for det er i investeringen og udviklingen af kunderne, at arbejdsglæden findes – og den næste opgave fødes.

Charlotte Mandrup mener, at arbejdsgiver-arbejdstagerforholdet i bund og grund er at moderne slaveri. Min erfaring er, at magtforholdet er langt mere sammensat i en vidensvirksomhed. Ja, ledelsen har magten til at fyre. Men medarbejderen har også den magt, at hun kan gå andre steder hen. Og i en vidensvirksomhed er det en reel trussel: Vi har ingen forretning uden de bedste hoveder. Vores produkter sidder mellem ørene på vores ildsjæle.

Færre følelser vil ikke give mindre stress
Og Danmark har brug for ildsjæle, hvis vi skal konkurrere.  Fremtidens gode virksomheder er dem, der kan få gløden til at brænde konstant. Men vi ved også, at ildsjæle kan brænde ud. Det er et moderne grundvilkår, at bægeret kan flyde over. Løsningen er ikke at gøre arbejde til en følelsesfri zone, som Mandrup vil. Derimod skal vi fortsætte med  at bruge masser af tid og ressourcer på at træne vores ledere til at være opmærksomme på udbrændthed og stress, og sætte massivt ind med støtte, hvis det går galt. Men det er også vigtigt at understrege, stress ikke alene er arbejdsbetinget. Det er ofte andre faktorer end arbejdet, der får det til at vælte, og derfor bliver det endnu mere absurd at sige, at det alene er for mange følelser på arbejdspladsen, der er skyld i danske videnarbejderes stress.

Arbejde uden engagement er omsonst
Kære Charlotte Mandrup: tusind tak for din provokation. Du har virkelig fundet et ledigt standpunkt og dermed en klar stemme i debatten. Og du har også fået mig til at blive stærkere i min tro på, at arbejde uden følelser og engagement er omsonst.

Og så vil jeg slutte af med at sige, at jeg er glad for, at det er Generation Y, der om nogle år skal betale min pension. Som det klart fremgår af Søren Schultz Hansens fremragende bog om de digtalt indfødte, kræver den kommende generation masser af mening og  dermed følelser i arbejdslivet. De brænder for den virksomhed, de arbejder for. Ikke for evigt, men i et serielt arbejdsmonogami, og de ønsker ikke en professionel distance, men en professionel nærhed på arbejdet. De vil have følelser med på arbejdet.

Nå, men det kan jo være mig, der er helt galt afmarcheret. Hvad synes du? Skal vi lade følelserne blive derhjemme, eller er der plads til dem på arbejdspladsen?

 

  • Claus Lynge

    Interessante synspunkter både hos Mandrup og hos Christensen. Vi kommer nok ikke uden om at arbejde som identitetsskaber fylder en del og altid har gjort det. I gamle dage kunne familienavne tilmed være opkaldt efter det fag, man havde – bødker, f eks. Og diskussionen går snarere på noget kvantitativt: hvor meget tid lægger man i sit arbejde? Og lægger man for meget? Det er jo et individuelt skøn. Der findes jo også vidensarbejdspladser, hvor det ikke er velset at hænge ud på kontorerne efter kl 16. Hermed signaleres jo at arbejdstid er: arbejdstid og at det rejser spørgsmål hvis ikke man kan løse sine opgaver indenfor den afsatte tid.
    Lægger man f eks et andet parameter ind: A- og B-menneskemodellen (altså dem der er gode tidligt på dagen og dem der er gode senere på dagen) ser billedet på en arbejdsplads jo lidt mere broget ud. Atter andre parametre ligger mellem tilstedeværelse og distancearbejde. Og det handler for virksomheder snarere om at udvikle en kultur og et rationale, der kan bemestre disse individuelle parametre – der jo også udtrykker individuelle behov. Og der er jo altid en bundlinje et eller andet sted, som den ultimative målestok. De formelle succeskriterier ændres jo ikke, uanset om man har følelser med på arbejde eller ej. Frihed er en fin ting, den trives bedst udenfor reservattænkning af enhver art. Og de fleste bliver ikke ringere af selv at forvalte ansvar – herunder om balancen mellem følelser og ikke følelser på arbejdspladsen, der jo kan veksle fra periode til periode og opgave til opgave.

  • Mads Poulsen

    Jeg bliver sat i en position hvor jeg bliver i stand til at reflektere når jeg læser både Mandrup og dit indlæg, Allan Christensen, og det er en god ting. Jeg ved ikke om jeg er enig med nogen af Jer, men syntes I begge har nogle gode pointer. Jeg er personaleleder for 45 medarbejdere, og kunne ikke forestille mig at der ikke var følelser med på jobbet. Men jeg oplever også i øjeblikket, at der måske er gået lidt for meget følelse i det at arbejde og at jeg har medarbejdere som har svært ved at håndtere dette. Og de bliver faktisk syge af dette, en form for værdistress eller identitetsstress. Når man i jobbet møder modstand eller udfordringer, hvis man så har mange følelser i klemme, så bliver det et personligt nederlag og ikke en professionel udfordring, og det fører i min optik til det jeg tidligere kaldte værdistress. Kunne jeg så bedre tænke mig ansatte og ledere der lod følelserne være hjemme? NEJ, for det er ikke robotter jeg har brug for, men derimod medarbejdere der ved hvad der skal til for at løse opgaven. Jeg syntes det jeg beskriver særligt gør sig gældende når vi taler om arbejdet med mennesker, det er der hvor jeg gør mig.
    SÅ tak for jeres input, begge to, jeg vil bruge det til en snak med mine ansatte og håber vi kan lande der hvor vi både er følende mennesker, men også bevidste om at det er et arbejde og ikke hele livet. Mine børn og kæreste er også en vigtig del af mit liv.