Giv universiteterne penge efter, hvor mange kandidater der kommer i job

Af Allan J. Christensen 4

Der er ikke noget mere ærgerligt end at møde en nyuddannet kandidat, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Man ser selvtilliden sive ud af kandidaten, når hun har ofret 18 år på at uddanne sig til at være en højt kvalificeret arbejdskraft og så derefter må erfare, at hendes kompetencer ikke matcher arbejdsmarkedets behov.

Det er ikke bare en personlig tragedie. Det er en samfundsøkonomisk rigtig dårlig forretning, at vi har brugt penge til at uddanne til arbejdsløshed.  Og efter min mening er det ikke mindst et kæmpe nederlag for universiteterne, at de ikke leverer et produkt, der matcher samfundets og virksomhedernes behov.

Hvad blev der af universiteternes produktudvikling?
Det er en helt grundlæggende forudsætning i det private erhvervsliv, at du først udvikler og lancerer et produkt, når du har spurgt ind til kundernes behov. Vi må konstatere, at den logik ikke falder naturligt for de højere læreanstalter.  Den kundevendte dialog står langt nede på universiteternes dagsorden.

Med andre ord: Jo flere, der kommer i arbejde fra en given uddannelse, desto højere bevilling bør den få.

Det er ikke et succeskriterium og giver ikke akademisk prestige  i universitetsmiljøet at pleje aftagerne og matche studerendes kompetenceudvikling med deres fremtidige arbejdsgiveres behov.

I forbindelse med revisionen af universitetsloven i 2007 blev det obligatorisk for universiteterne at nedsætte aftagerpaneler med eksterne repræsentanter, der skulle inddrages i den fortsatte udvikling af uddannelserne.

Narresutten ”aftagerpaneler”
Min egen virksomhed NIRAS er med i en række af disse netværk – og her små 10 år efter lanceringen må jeg konstatere, at erfaringerne ikke altid er positive.

Et typisk samarbejde i aftagerpanelerne består i et par møder om året med dialog om dette og hint. Der bliver sagt tak for kaffe og sat et  check på listen – vi har nu talt med aftagerne.  Det vil være den visse død for en privat virksomhed at arbejde  på denne måde.

Tænk, hvis vi nøjedes med at samle vore kunder til to årlige møder, hvor vi fortalte lidt om virksomheden og spurgte lidt ind til behov. Med mindre man har et monopol-lignende produkt, vil man blive udkonkurreret på nul-komma-dut.

Et succesfuldt samarbejde med et aftagerpanel bør ikke fokusere på de to årlige møder, men på den løbende dialog med de væsentligste aftagere mellem møderne. Logikken kender vi i det private fra vores key account-arbejde.

Vi udarbejder planer for vores væsentligste kunder og sørger for konstant at have fingeren på kundens puls, så vi kan matche behovet med vore ydelser. Overført til aftagerpaneler er det vigtigste efter min mening ikke hvad der sker på de to årlige møder, men derimod dialogen og samarbejdet mellem møderne.

Der er masser af muligheder for løbende konkret samarbejde mellem uddannelser og erhverv, der kan styrke de kommende kandidaters jobmuligheder: fælles studieprojekter, praktik, studenterjobs, faglig dialog, gæsteundervisning fra os i virksomhederne og forskningssamarbejde.

Øget samarbejde giver bedre jobmuligheder
Mulighederne er mange, og vi har naturligvis ikke uanet tid og uanede ressourcer, men vi vil klart tilvælge de uddannelser, der vil et øget samarbejde – og som gennem dialog også bedre forstår vores succeskriterier. Målet er, at uddannelserne forstår at forædle deres produkt, så de faktisk matcher vores kompetencebehov – selvfølgelig til glæde for os, men ikke mindst til glæde for de studerende, som derigennem får langt bedre jobmuligheder.

Jeg mener, at aftagerpanelerne har været et skridt fremad, men det kan også være en sovepude, der blot institutionaliserer en kunstig dialog med aftagere. Jeg mener, det er vigtigt at få best practice frem  på det gode samarbejde mellem universiteter og aftagere – hvem er det, der gør det godt i dag, hvordan gør de det, og hvad kan andre lære af det? Jeg er ikke i tvivl om, at mange af de gode eksempler vil blive fundet på Aalborg Universitet, hvis grundlæggende filosofi er et nært og godt samarbejde med omgivelserne.

Flere kandidater med job = Flere penge til uddannelsen
Men ud over at kigge på de gode eksempler mener jeg også, at vi skal kigge på de helt grundlæggende incitamentsstrukturer, der kan give bedre samarbejde. Kan vi ændre systemet, så det ikke alene bliver akademisk prestigiøst at producere forskningsartikler, men også at sikre godt samarbejde med aftagerne?

Og for at sætte yderligere pres: Kan vi gøre det gode samarbejde til en del af den centrale finansiering af uddannelser, så det ikke alene bliver antallet af beståede kandidater, men også antallet af  kandidater i jobs og samarbejde med aftagerne, der er grundlaget for universiteternes taxameterbevillinger? Med andre ord: Jo flere, der kommer i arbejde fra en given uddannelse, desto højere bevilling bør den få.

Jeg mener, at debatten om øget samarbejde mellem universiteter og aftagere er helt central for at ruste Danmark yderligere i den fremtidige konkurrence. Hvad mener du? Og hvad mener vores politikere?

  • Bendt

    Det er rigtigt at universiteterne er for dårlige til at uddanne de kandidater der efterspørges, men der er også andre årsager til den store arbejdsløshed blandt akademikere.
    Universiteterne er i høj grad underlagt taxameter systemet som jo belønner kvantitet fremfor kvalitet og det medfører at de tænker alt for meget på størrelsen af deres egenkapital.
    De har stort set ingen kontakt med deres kandidater efterfølgende, så det er lidt svært for dem at vide noget om deres jobsituation.
    Virksomhederne er til gengæld også meget dårlige til at ansætte en overkvalificeret kandidat i en lavere jobfunktion, selvom den ledige gerne vil have jobbet.
    Det er også et problem at den ledige akademiker ofte er blevet for gammel til at tage en anden uddannelse end den de har brugt så mange år på at tage.
    Virksomhederne sorterer kandidater fra pga overkvalificering, alder, køn og lignende kriterier, også selvom de modtager off. tilskud og derfor skulle være mere humanistiske i deres ansættelses politik.

  • http://www.codersTrust.com Ferdinand

    Enig.. de burde afregnes med en 10% kommission af deres fremtidig indtjening, som vi gør i CodersTrust:-)

  • http://allan-laustsen.blogspot.dk/ Allan

    Det må være svært for uddannelses institutionerne at navigere imellem virksomhedernes behov og folketingets krav. Specielt politikernes ønske om X% af en årgang skal have en uddannelse på et givent niveau inden for en given tidshorisont. Dette tiltag blev lanceret efter en rapport der viste at DK lå i den lave ende, målt udelukkende på data-punkter der var nemt kvantificerbare. Konklusionen var at færre og kortere uddannelser = dårlig samfundsøkonomi, hvilket jo så blev brugt som en løfte stang til at få politiske ønsker igennem uden overhovedet at sammenholde det med virksomhedernes behov.

    Når man som ung skal vælge uddannelse, eks. via https://www.ug.dk/, er der ikke et ord om “job muligheder”, eller virksomhedernes efterspørgsel efter de pågældende kvalifikationer. Det burde ikke være svært via danmarks statistik eller lign. at sammenkoble uddannelser med eks. antal år i beskæftigelse for borgere med den samme baggrund. Man kunne også vise en graf med opslåede stillinger over tid for den pågældende uddannelse. Det vil være en minimal indsats men maksimal udbytte for både de studerende og samfundet.

    At spørge virksomhederne om deres behov mener jeg bliver mere diffust, specielt når man skal spå om behovet 3-5 år ude i fremtiden. Men kunne man få en kultur på uddannelserne hvor virksomhederne løbende kunne påvirke uddannelserne undervisning og de egenskaber de studerende får, vil det være givtigt som Allan skriver. Udfordringerne er selvfølgelige at man så ikke får sammenlignelig uddannelser over tid, hvis behovene ændrer sig voldsomt.

    Jeg har selv oplevet at vælge forkert uddannelse og først “opdage” det så sent i forløbet at jeg selv måtte tilegne mig de nødvendige færdigheder. Og som Allan skriver så er det bestemt ikke sjovt at have gået i skole i mange år og så reelt ikke være kvalificeret til et eneste job.

    Om modellen med at aflønne uddannelserne baseret på studerende i job efterfølgende vil virke, kan jeg ikke vurdere, men det er absolut en god idé og bedre en at afregne på antal der “kommer igennem” uanset hvilken uddannelse de så har.

  • Pingback: Giv universiteterne penge efter, hvor mange kandidater der kommer i job – Cambiamento()